Min Tante Kirstens, – onkel var Ingeniør Jørgen Saxild.
Jørgen Frederik Saxild (Jørgen Saxilds far) var premierløjnant i flåden og senere departementchef blev gift med Ingeborg Margrethe Lassen. De er forældre til Jørgen Saxild som er onkel til Kirsten Dyrlund.
Jørgen Saxild (den ældre) bliver gift første gang den 12 april i 1918 i Kbh. (Cit.) med Gudrun Hassel (der er født 6.9.1892 i Kbh., død 3.11.1953 i Klampenborg,)
Gudrun Hassel var datter af fabrikant Aage H. (1866–1923) og Oline Julie Christiane Kielberg (1866–1939).
Min farbror Louis Kjærsgaard-Rasmussen var gift med Kirsten Dyrlund (min Tante og onkel se foto herunder).
 |
 |
Jørgen Saxilds forældre.
Jørgen Saxilds historie.
Jørgen Saxild, 6.6.1891-21.3.1975, ingeniør. Født i Kbh. (Holmens), død sst., urne på Gentofte kgd. S. blev student 1909 fra H. Adlers skole, cand. phil. n.å. og 1914 cand.polyt. som bygningsingeniør.
I 1915 fik han ansættelse hos jernbetonfirmaet René Dumoulin i Paris og aug. 1917 grundlagde S. et selvstændigt entreprenørfirma der fra nov. s.å. gik op i firmaet Kampmann, Kierulff & Saxild som han stiftede sammen med Otto Kierulff og P. Kampmann. Firmaet udførte allerede i de første år efter stiftelsen store jernbeton- og havnearbejder, særlig i Danmark, på Island og Færøerne og i England. 1923 stiftede S. ligeledes sammen med Kierulff og Kampmann firmaet Saxild & Partners i London der 1927 blev sammensluttet med det danske ingeniørfirma Peter Lind & Co. Ltd. London (H. P. T. Lind), for hvilket S. også var direktør. 1937–40 havde firmaet bygningen af Waterloo Bridge i entreprise, og for udførelsen af dette arbejde, det største brobygningsarbejde i London i den sidste menneskealder, høstede firmaet megen anerkendelse.
Allerede 1927 fik det unge danske firma gennem entreprenørfirmaet Saabye & Lerche en henvendelse fra den svenske lokomotivfabrik Nydqvist & Holm A/B om projekteringen af ca. 1000 km ny jernbane i Tyrkiet hvortil svenskerne skulle levere lokomotiverne. Danskerne skulle lede udførelsen af banebyggeriet. Denne opgave kastede S. sig over, sammen med Kampmann tog han til Tyrkiet og ledede fra Istanbul gennem seks år det store arbejde til den tyrkiske regerings fulde tilfredshed.
1933 fik firmaet, der nu kaldtes Kampsax, færdiggørelsen af den 1000 km lange Transiranske jernbane fra Bendar Schah ved Det Kaspiske hav til Bendar Schapur ved Den iranske golf. 400 km var allerede bygget af tyske og amerikanske ingeniører, mens de vanskeligste 1000 km stod tilbage. S. kom til at stå for det største ingeniørarbejde der nogen sinde var betroet et dansk firma, et arbejde der i et yderst utilgængeligt bjergterræn omfattede bygning af 245 tunneler, 250 større broer og et jord- og klippesprængningsarbejde på over 20 mio. m3. Banen blev i august 1938 afleveret til den persiske shah – otte måneder før den aftalte kontrakttid på seks år.
Efter anden verdenskrig genskabte S. Kampsax’ virksomhed i udlandet, først i det nære og mellemste Østen, især i Iran hvor hans personlige anseelse var af allerstørste betydning for firmaet, men derefter udviklede ekspansionen sig til en lang række lande rundt omkring i verden, og S. forestod denne udenlandske virksomhed indtil han fratrådte 1970. Disse arbejder omfattede bl.a. fem havneanlæg i Tyrkiet, to havne og betydelige vejarbejder i Iran, bl.a. en del af vejen fra Teheran til Bagdad.
De sidste fem år af sit liv virkede S. som formand i bestyrelserne i alle de selskaber der efterhånden var oprettet under Kampsax gruppen. S. var formand for Dansk ingeniørforening 1948–52 (æresmedlem 1970), ydede et stort arbejde for at få den skandinaviske civilingeniør-uddannelse sidestillet med’ master of science-graden og gik stærkt op i oprettelsen af Teknisk forlag.
I hans formandstid udvidede ingeniørforeningen sin indsats til også at omfatte samfundsmæssige forhold. S.s. interesse for de ingeniørstuderende resulterede i opførelsen af Kampsax kollegiet og som formand for foreningen Dansk samvirke (1944–68) arbejdede han med skabelsen af Fredensborghusene for hjemvendte udlandsdanske. 1968 blev S. foreningens æresmedlem. 1939 blev S. medlem af bestyrelsen for Landsforeningen til arbejdsløshedens bekæmpelse og bidrog stærkt til foreningens udvikling. Han var formand for det såkaldte Saxildudvalg der bistod forsvarsministeriet ved opstilling af det byggeprogram der skulle gennemføres på grundlag af de efter krigen vedtagne forsvarslove, og formand for regeringsudvalget for teknisk hjælp til ulandene.
Endelig var S. bl.a. medlem af bestyrelsen for NESA fra 1948, A/S Det Østasiatiske Kompagni fra 1948, af Akademiet for de tekniske videnskaber fra 1941 og af dettes akademiråd 1957–61. – S. bidrog gennem sit virke i udlandet meget til at højne Danmarks omdømme verden rundt og har derved skabt en betydelig goodwill for dansk initiativ og virke.
Jørgen Saxilds bedrifter.
I 1920’erne havde Iran været igennem lidt af en revolte, og militærmanden Reza Pahlavi var kommet til magten på løfter om at ville reformere landet og få bragt fattigdommen ned. Han erobrede titlen som shah, som kan sammenlignes med kongetitlen i Danmark, og gik straks i gang med sit vigtigste – og dyreste – projekt: at få bygget en jernbane tværs gennem landet, der kunne sikre ham kontrol med oprørske egne i det olierige syd og samtidig gøre det nemmere at fragte iranske produkter ud til eksportmarkederne
Reza Pahlavi sidder her til venstre og Jørgen Saxild står helt til højre. Hvis bare Iran havde fulgt Reza tanke, ville der måske ikke havde været krig i Mellemøsten i dag. Tanken fra Reza var at opbygge et Iran som et Pahlavi dynasti. Men i 1979 overtog islamiske bander (1979 – i dag) Iran og ødelagde derefter hele Mellemøsten via banderne Hamas og Hezbollah, som ikke ønskede et frit Mellemøsten, hvor mennesker kunne tænke frit. Det er tankevækkende at Iran sagtens kunne have været moderne, men derimod blev landet forvandlet til et islamisk terror, ved at tage alles frihedsrettigheder gennem diktatur kaldet præstestyret.
Fotoet viser iranske kvinder der læser ved universitet i Iran i 1971, og bemærk samtidig at iranske kvinder gik klædt efter tidens mode og ikke skjult i sort tøj . Specielt den arabiske mandlige befolkning (og få kvinder) i Iran har siden 1979 stjålet alt anstændighed fra kvinderne. Dette har bredt sig til Palæstina, Libanon, Syrien og Irak hvor mænd opfører sig som idioter i Islams navn – bemærk dette gælder også ortodokse jøder med deres vanvid til at ødelægge anderledes tænkende mennesker, – det som Reza Pahlavi faktisk ville lave om på.
Bemærk at hvis man ser på Iran i dag, og ser bort fra præstestyret, så er der faktisk et pænt skjult moderne samfund bagved præstestyret, der ser moderne ud som byen f.eks London, og naturen i nord Iran som kunne være de europiske alpeskove. Iran er et enormt stort land og kan meget vel være stedet som redder Mellemøsten fra præstestyrets og Islams ødelæggelser.
Derfor har alle de religiøse trossamfund altid været udtryk for elitens af mænds manglende evner i fornuft og deres søgende efter MAGT. Igen og igen – religioner forbliver kun undertrykkende og burde ikke tage del i samfundet, da det indeholder et fascistisk overgreb på mennesker og kulturer. Folk skal ikke undertrykkes hvad enten det er Biblen, Toraens eller Koranen, som er det værste propagandistiske sludder og vrøvl til at ødelægge mennesker med
Hvis disse bøger som Biblen, Toraens eller Koranen ikke havde været fortalt i Mellemøsten, så ville der havde været fred i Mellemøsten i dag.
Tilbage til Saxild.
”Mægtige skandinaviske ingeniørarbejder i Persien.” Sådan lød nogle af overskrifterne i de danske aviser i 1933. Og det var en gigantisk kontrakt, som Jørgen Saxild havde indgået med det persiske styre. Opgaven omfattede 1.400 kilometer jernbane fra Det Kaspiske Hav i nord til Den Persiske Golf i syd. Der skulle bygges et utal af broer og tunneler – Kampsax’ brokontor i Teheran endte med at tegne 360 større og mindre broer, og antallet af tunneler nåede op over 200. Både nord og syd for Teheran var der bjergkæder, som jernbanen skulle trænge igennem. Og hvor der ikke var bjerge, var der golde ørkener med store temperaturmæssige udfordringer.
Som enkemand da hans hustru Gudrun Hassel dør 61 år gammel, bliver Jørgen Saxild alene i 4 år. Jørgen Saxild bliver gift anden gang den 12 februar 1958 i Gentofte (borgerlig vielse) med Birte Dyrlund, f. Hansen der er født 24 juli i 1922 i København. Birte Dyrlund dør den 2 januar 1997.
Beretninger fra 1935.
Jørgen Saxild var lige kommet tilbage til Danmark efter fem år i Tyrkiet med familien. Nu gik turen videre til Teheran. Børnene blev denne gang hjemme, mens hustruen Gudrun en gang om året kom på et længere besøg for at være sammen med sin mand, der også af og til åbnede sit hjem for de ansatte. Men det slog ikke til, når der skulle socialiseres i det daglige. I Persien var man ikke vant til at have danskere rendende, i hvert fald ikke i større tal. Pludselig var der flere hundrede, og ingeniørerne ude på linjen kunne godt bruge et samlingssted, når de indimellem var i Teheran for at aflægge rapport på hovedsædet. En af Jørgen Saxilds allerførste initiativer var derfor at oprette en skandinavisk klub i hovedstaden. Jernbanen havde også tiltrukket ingeniører fra Norge og Sverige. Nu blev der anskaffet en fornem persisk bygning med klassisk springvand til Club Irano Scandinave, som fik egen restaurant med dansk madmutter og hjemlige retter. Her kunne de udsendte læse danske – om end stærkt forsinkede – aviser, benytte tennisbanen og modtage og afsende post til og fra familien hjemme. Det helt store hit var kortspillet bridge. Så blev der sendt blyanter og regnskabsblokke ned fra Danmark – den slags var åbenbart svært at skaffe lokalt. Ingeniørerne fik smokinger ned via Kampsax, så de kunne møde standsmæssigt, når der var fester i klubben.
Kilde: Den Iranske forbindelse.
Sjove tilfældigheder.
I 1934 blev det besluttet, at Kampsax også skulle stå for byggeriet af Teherans hovedbanegård, og DSB’s chefarkitekt K.T. Seest tog den lange rejse til Iran. Han var kendt i Danmark for at have tegnet Aarhus Hovedbanegård og Horsens Banegård – senere også de funkisprægede stationer Vesterport og Nørrebro i København. I dag troner Irans to seneste herskere på indgangspartiets sider: den siddende ayatollah Khamenei og ayatollah Khomeini, der i 1979 væltede shahdynastiet og omdannede Iran til et præstestyre.
Sluttede Jernbanen Anden Verdenskrig?
Imidlertid blev Den Transiranske Jernbane en vigtig brik i bestræbelserne på at få stækket Hitler, som kort efter indvielsen af jernbanen fremprovokerede udbruddet af anden verdenskrig. I krigens første år havde Nazityskland og sovjetterne en ikke-angrebspagt med hinanden, men kun indtil Hitler i 1941 besluttede at vende på en tallerken og angribe Sovjetunionen. Blandt Hitlers modstandere i Vesten var der enighed om, at det var nu eller aldrig, hvis der skulle sættes en stopper for hans fremfærd. Så i 1942 gik USA og England sammen med Sovjetunionen om at få bremset nazismens indtog østpå, og Sovjets sydlige nabo, Iran, fik en central placering i aktionen. Amerikanerne begyndte gennem Den Persiske Golf at sejle tanks og andre våben til Bandar Shapour, der var Den Transiranske Jernbanes endepunkt i syd, hvorfra de blev de kørt med jernbanen hele vejen op mod Sovjet.
I alt omkring otte millioner tons (af samlet 17 mio. tons våben) våben blev fragtet fra syd til nord på danskernes jernbane. Hitler endte med store nederlag på østfronten og tabte siden krigen
Ekstra læsning er “Den Persiske Korridor”